Få nyt input til udvikling i virksomheden

Få nyt input til udvikling i virksomheden

På Aalborg Universitets erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse (HA) samarbejder de studerende på 5. semester gruppevis med virksomheder, institutioner og organisationer. Det en unik mulighed for at få kvalificeret input udefra.

Samarbejdet mellem de studerende på Erhvervsøkonomi (HA) og virksomhederne kaldes ”Den hele virksomhed” og har kørt i mange år. Kort fortalt går det ud på, at de studerende vælger en specifik problemstilling i den enkelte virksomhed, som de gerne vil beskæftige sig med inden for deres fagområde, og udarbejder en virksomhedsanalyse og en detailanalyse. Efterfølgende har virksomheden mulighed for at få præsenteret resultaterne i en rapport.

Nedenfor kan I se nogle af de spørgsmål, som virksomheder, der har deltaget i projektet, ofte har stillet, og de tilhørende svar.
 

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid er gruppen tilknyttet virksomheden?

Projektperioden er fire måneder i en af nedenstående perioder:

  • Fra medio september til og med december
  • Fra november til og med marts
  • Fra marts til og med august

Hvornår starter projektperioden?

Umiddelbart efter de studerende har dannet grupper på deres uddannelse d. 9. september, kontaktes virksomheden. Det er en fordel at placere første møde medio september. Til første møde deltager gruppens vejleder også.

Hvor stor er en gruppe?

En gruppe består typisk af 5-6 studerende.

Hvor mange møder?

Gennemsnitligt seks møder af 1-2 timers varighed.

Foregår møderne på dansk?

Ja. Det er også muligt at få tilknyttet en gruppe udenlandske studerende. Her vil kommunikationen foregå på engelsk.

Hvad skal de studerende have at vide?

Jo mere, desto bedre. Og jo mere får virksomheden selv ud af det. Projekt ”Den hele virksomhed” dækker over en beskrivelse af virksomheden, indre og ydre forhold, SWOT-analyse osv. Denne del af rapporten ender i en oplistning af virksomhedens problemstillinger. Ud fra en af disse, som gruppen udvælger, udarbejder de en detailanalyse – det kan være om konkurrenceforhold, organisationsstruktur etc.

Arbejder de studerende under fortrolighed?

Ja. Aalborg Universitet fremsender en fortrolighedserklæring, som virksomheden, de studerende og deres vejleder underskriver.

Skal man have en kontaktperson?

Både hos virksomheden og hos gruppen er det ønskeligt, at gruppen har én primær kontaktperson. Virksomhedens kontaktperson kan så videreformidle eventuelle spørgsmål eller ønsker om møder til den rette kompetenceperson i virksomheden.

Hvor mange personer skal involveres fra virksomhedens side?

Erfaringer fra tidligere siger seks personer, men det svinger meget afhængigt af virksomhedens ønsker og undersøgelsens omfang.

Hvor langt tid skal vi bruge på det?

Virksomhederne har i gennemsnit brugt godt 23 timer, hvilket mere end 75 % svarer har været som forventet.

Hvad får vi ud af det?

Fra vores feedback har 70 % svaret, at virksomhedens udbytte har været stort eller middel. Virksomhedernes primære motivation er dog at medvirke til at give de studerende indsigt i en virksomheds liv.

Får vi en præsentation af rapportens resultater?

Ja, hvis I ønsker det, stiller gruppen op til en projektpræsentation hos jer. Dette aftaler I på første møde med gruppens vejleder.

Sådan gør I...

Hvis I gerne vil indlede et projektsamarbejde eller ønsker at vide mere, så kontakt:

 

 

 

 


Virksomhedskoordinator
Keld Arenholt Christensen
Tlf.: +45 9940 2696
E-mail: arenholt@business.aau.dk