Danskundervisning forbereder studerende ved IBC på arbejdsmarkedet

Danskundervisning forbereder studerende ved IBC på arbejdsmarkedet

Udenlandske studerende på International Business Economics og International Marketing ved International Business Centre (IBC) på instituttet deltager p.t. i et employability‐projekt, som skal hjælpe dem med at finde job i Nordjylland.

Sprog og netværk vigtige faktorer

Jobudfordringen gælder for både de danske og udenlandske studerende, men de udenlandske studerende har lidt større udfordringer end de danske, da både sprog og netværk er to meget vægtige faktorer for at få et job.

Mange jobs kan klares på engelsk, men det sociale samt det kollegiale foregår på dansk, og det må vi respektere og forholde os til. Derfor inviterede vi vores nye hold af udenlandske studerende på de to studeretninger på Summer School i Dansk de to sidste uger af august, altså to uger inden studiestart. Det tog 14 af vores nye studerende imod. Egentlig har universitet en samarbejdsaftale med Sprogcenter Aalborg, men for at blive optaget der kræves det bl.a., at man har et CPR-nummer. Der kan godt gå langt tid, inden vores studerende får et CPR‐nummer, og det betyder, at de er langt inde i deres toårige studium, inden de kan komme i gang med danskundervisningen. Mange føler, det er hårdt at starte et sprogforløb op sideløbende med et heldagsstudium. Derfor startede vi op lidt før studiestart, udtaler Keld Arenholt Christensen, seniorrådgiver på instituttet.


Intensivt forløb

Undervisningsforløbet bestod af 40 lektioner – fire lektioner hver dag – og de studerende forventedes desuden at lave hjemmearbejde i ca. fire timer hver dag. Målet for undervisningen var dels, at de studerende skulle lære ca. 500 danske ord, dels, at de ved den mundtlige eksamen skulle være i stand til at indgå i en samtale på dansk, der varede i en time.

Undervisningen blev varetaget af Susanne Annikki Kristensen, som er lektor i lingvistik på Institut for Kommunikation og Psykologi ved AAU. Hun brugte mange forskellige undervisningsmetoder på kurset; de studerende skulle bl.a. synge danske sange, lave talekor, lege og spille, læse og skrive tekster, lave skriftlige grammatiske øvelser og især lave udtale‐ og samtaleøvelser.

Susanne Annikki Kristensen afholdt dansk fødselsdag med boller og kagemand sammen med de udenlandske studerende.

Det er ingen kunst at få de studerende til at skrive korrekt dansk, men mundtligheden er langt sværere, fordi der er så stor forskel mellem skrift og lyd i dansk, og fordi mange af de danske sproglyde er fremmedartede for de udenlandske studerende. Det kræver også en hel del at give de studerende mod til at tale dansk. I begyndelsen vil de meget hellere skrive, fordi de så har tid til at formulere sig korrekt på fremmedsproget. Derfor var det helt afgørende, at der på holdet var en god og tryg atmosfære, så det ikke var pinligt for de studerende at lave fejl.

Forudsætningen for at lære dansk er, at man befinder sig i et dansktalende miljø. Vi gjorde derfor meget for, at de studerende skulle tale dansk med så mange forskellige danskere som muligt. I forløbets anden uge måtte de studerende kun tale dansk under frokosten, og flere af instituttets dansktalende ansatte deltog ved frokosterne, for at de studerende kunne høre så mange forskellige slags dansk som muligt. Der var også tilknyttet en hjælpelærer, som et par gange i forløbet stod for at lave øvelser og lege med de studerende, så de havde mulighed for at øve sig i det teoretiske stof, udtaler Susanne Annikki Kristensen.


Forsøget lykkedes over al forventning

Undervisningens mål blev nået; de studerende fik lært ca. 500 ord, og de var i stand til at tale dansk i en time under den mundtlige eksamen.

For at få eksamenen til at minde mest muligt om en dagligdagssituation, havde vi lagt den på restaurant Kysten Perle, stedet for dansk mad i Aalborg. Tjenerne var instruerede i kun at tale dansk til de studerende, ligesom de studerende skulle lave deres bestilling på dansk. Der var meget støj i lokalet, og det gjorde det ekstra svært for de studerende at deltage i samtalen, ikke mindst fordi de blev nødt til at tale højt for at blive hørt. Det at tale højt på et (nyt) fremmedsprog kan være grænseoverskridende, fordi man så udstiller sine egne sproglige fejl og mangler. Men man må sige, at de studerende klarede sig utroligt flot. De endelige karakterer lå på 7, 10 og 12, siger Susanne Annikki Kristensen.

Blandt de 14, som bestod danskprøven, var der studerende fra Mexico, Tyskland, England, Slovakiet, Kina, Italien og Rumænien.

Ved evalueringen af forløbet blev det klart, at de studerende havde været meget glade for at deltage i det.

- Et af de vigtigste formål med kurset var at hjælpe de studerende godt i gang med deres læringsproces, og mange sagde, at de fik lyst til at lære mere dansk, og at de nu er klar over, at det er meget vigtigt at lære dansk, når man bor her i landet. En af vores studerende skrev, at vedkommende efter kurset kunne forstå overskrifter i aviser og skrive beskeder på dansk. Det havde vedkommende slet ikke forventet efter et 2‐ugers kursus. Nogle af vores studerende sagde, at de følte sig mere sikre i deres daglige kommunikation efter kun to uger med intensiv danskundervisning, end de gjorde på et andet fremmedsprog, de havde brugt otte år på at lære i deres hjemland, udtaler Keld Arenholt Christensen.


Employability-projektet fortsætter

Det allervigtigste lige nu er, at vores studerende meget snart kommer på den kommunale sprogskole. Hvis de ikke holder det tilegnede ved lige, vil meget af det, de har lært, gå i glemmebogen. Vi fortsætter også vores employability‐forløb, og det næste er, at vores studerende får tildelt en mentor i form af en nordjysk erhvervsleder, som igennem de næste to år skal hjælpe dem med at forstå arbejdsmarkedskultur, skabe netværk og meget gerne få et job, når de er færdiguddannede. 

Vi har brug for højt kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland, så hvorfor lade den chance gå fra os, når nu vi ofrer en uddannelse på dem. Og de udenlandske studerende er tillige mere fleksible mht. bosætning. En lille forundersøgelse, vi udarbejdede i foråret, har vist, at 70 % af sidste års årgang af udenlandske studerende på IBC var interesserede i at tage job uden for Aalborg Kommune, slutter Keld Arenholt Christensen.

More news

See the list