Internationalt panel evaluerede instituttets forskningsgrupper

Internationalt panel evaluerede instituttets forskningsgrupper

11.-14. marts havde Institut for Økonomi og Ledelse besøg af det eksterne panel i forbindelse med instituttets igangværende forskningsevaluering.

Led i institutstrategi

Som led i sin strategi 2016-2021 gennemfører Institut for Økonomi og Ledelse en forskningsevaluering. Arbejdet startede i marts 2017 og strækker sig frem til maj 2018. Formålet med det eksterne panels besøg var at få anbefalinger udefra til brug ved udvikling af forskningsgrupperne og instituttets samlede forskningsprofil. Forud for panelbesøget havde alle forskningsgrupper udarbejdet en selvevalueringsrapport, som dannede grundlag for panelets møder med de enkelte forskningsgrupper.

Panelet bestod af professor Johtaja Sami Saarenketo, Lappeenranta University of Technology, Finland, professor Per-Olof Brehmer, Linköpings universitet, Sverige, og professor Aldo Geuna, Università di Torino, Italien. 


Stramt program

Under besøget havde panelet et stramt program, men blev undervejs godt hjulpet af tidligere institutleder Birgitte Gregersen og Gro Stengaard Villumsen, som ydede sekretariatsbistand til panelet. På anden- og tredjedagen holdt de tre forskere møder med instituttets ti forskningsgrupper. Derudover mødtes panelet med institutleder Christian Nielsen samt dekan Rasmus Antoft og styregruppen bag forskningsevalueringen.

Birgitte Gregersen indleder præsentationen af panelets anbefalingerBirgitte Gregersen indleder præsentationen af panelets anbefalinger.


Anbefalinger præsenteret for instituttet

På besøgets sidste dag var instituttets medarbejdere indbudt til panelets afsluttende præsentation. Professor Per-Olof Brehmer talte her om, hvilken rolle forskningsgruppernes forskningsaktiviteter spiller i dag. Han indkredsede i den forbindelse en række mål, som panelet havde identificeret som væsentlige for forskningsgrupperne og instituttet som helhed: Internationalt samarbejde, ph.d.-uddannelse, international rækkevidde, synlighed, ekstern funding, samfundsmæssig nytte og kontakter, forskningsbaseret uddannelse samt publicering i højt rangerede tidsskrifter.

De tre panelmedlemmer gennemgik herefter deres anbefalinger på først forskningsgruppe- og dernæst institutniveau. Anbefalingerne vil blive indarbejdet i den samlede evalueringsrapport, så forskningsgrupperne og instituttet kan bruge selvevalueringerne og panelets anbefalinger som input i overvejelserne om, hvordan forskningen bedst styrkes på forskningsgruppe- og institutniveau.

Professor Per-Olof Brehmer taler om forskningsaktiviteternes forskellige formålProfessor Per-Olof Brehmer taler om forskningsaktiviteternes forskellige formål.

Læs mere om forskningsgruppeevalueringen på instituttets intranet (denne side kræver login).


Yderligere information

Lektor Birgitte Gregersen
Institut for Økonomi og Ledelse, AAU
Tlf.: 9940 8260
E-mail: bg@business.aau.dk

Specialkonsulent Gro Stengaard Villumsen
Institut for Økonomi og Ledelse, AAU
Tlf.: 9940 2719
E-mail: gro@business.aau.dk

More news

See the list