Undervisere ved revisorkandidatstudiet på Aalborg Universitet

Ny erhvervskandidatuddannelse i Revision

Aalborg Universitet tilbyder nu en fireårig variant af sin kandidatuddannelse i Revision. Erhvervskandidatuddannelsen matcher i højere grad behovene hos studerende med fuldtidsbeskæftigelse.

Målrettet fuldtidsbeskæftigede

Op mod to tredjedele af de studerende ved revisorkandidatstudiet på Aalborg Universitet har fuldtidsbeskæftigelse ved siden af studierne. Den normerede studietid har traditionelt været to år, men studerende, som arbejder på fuld tid parallelt med studierne, har reelt overskredet denne med nogle måneder. Den nye erhvervskandidatuddannelse har en normeret varighed af fire år og passer dermed bedre til disse studerendes behov.    


Krav om dokumenteret, relevant ansættelse

De faglige krav til optagelse på erhvervskandidatuddannelsen i Revision er de samme som for den almindelige toårige revisorkandidatuddannelse. Dog skal ansøgeren også kunne dokumentere relevant ansættelse, fx hos et revisionsfirma, i et omfang af min. 25 timer pr. uge målt over et år.


Samme faglige indhold

Indholdsmæssigt adskiller den nye erhvervskandidatuddannelse sig ikke fra den traditionelle toårige kandidatuddannelse. De faglige mål er de samme, og på eksamensbeviset vil det fremgå, at der er tale om ”Kandidatuddannelsen i Revision”, ganske som det også gælder for studerende på den toårige kandidatuddannelse. Forskellen består udelukkende i tilrettelæggelsen af studiet, herunder den normerede studietid. Af denne grund bliver der da også i væsentligt omfang samlæsning for studerende på hhv. den to- og fireårige uddannelse.


Forventer øget optag

Underviser ved revisorkandidatstudiet Gitte Søgaard forventer et betydeligt optag af studerende på den nye erhvervskandidatuddannelse samt på sigt et fald i optaget på det toårige studium. Hun påpeger, at de foreløbige prognoser for optag, som i øjeblikket er behæftet med betydelig usikkerhed, indikerer et samlet øget optag på Revision fra og med efterårssemestret 2018, hvor første optag kan ske på den nye fireårige erhvervskandidatuddannelse.


Yderligere information

Adjunkt Gitte Søgaard
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 2048 2217
E-mail: gs@business.aau.dk