Nytårskur og vagtskifte på instituttet

Nytårskur og vagtskifte på instituttet

2018 blev skudt i gang på Institut for Økonomi og Ledelse d. 4. januar med nytårskur og markering af vagtskifte, hvor Birgitte Gregersen gav institutlederstafetten videre til Christian Nielsen.

Nytårskuren

Ved nytårskuren var instituttets medarbejdere samlet til morgenmad i Fibigerstræde 11. Efter nytårshilsnerne holdt Birgitte sin afskedstale. Hun betonede særligt, hvordan hun har sat stor pris på, når medarbejderne har delt gode oplevelser og store livsøjeblikke med hende; noget, hun ønskede, at også Christian vil få lov at opleve glæden ved. 

Birgitte Gregersen overrækker vagtskiftegaver til Christian Nielsen

Birgitte overrækker vagtskiftegaver til Christian.

Efter talen overrakte Birgitte i bedste ministerieoverdragelsesstil vagtskiftegaver til Christian. Gaverne bestod af tidligere institutleder Bent Dalums lange lineal til brug for tydning af de store regneark, en hvid runderingshjelm, som også kan bruges som beskyttelseshjelm i forbindelse med budgetforhandlinger, og endelig posen med instituttets fodboldtrøjer. Trøjerne er til den vigtige fakultetsturnering, hvor instituttet har stolte traditioner, og hvor Christian nu skal være med til at forsvare instituttets ære.

Christian takkede for gaverne og kvitterede for det arbejde, Birgitte har gjort for instituttet de sidste knap otte år. Herefter fortalte han kort om ambitionen om at etablere en Business School i Aalborg inden for en femårig periode. 

Christian Nielsen fortæller om etableringen af en Business School
Christian fortæller om etableringen af en Business School.

Under morgenmaden holdt også Poul Houman Andersen en tale på vegne af personalet, hvori han særligt fremhævede Birgittes empatiske ledelsesstil. Talen blev efterfulgt af gaven fra personalet (Aalborgvasen fra Lange Keramik og et gavekort til Masai).

Poul Houman Andersen holder tale
Poul Houman Andersen holder tale.


Vagtskiftereceptionen

Til vagtskiftereceptionen om eftermiddagen var også eksterne indbudt. Her fortalte Birgitte om sit virke som institutleder, gav gode råd til Christian og udtalte ønsker til fremtiden for såvel Institut for Økonomi og Ledelse som Aalborg Universitet. 

Birgitte Gregersen holder tale
Birgitte holder tale.

Christian takkede Birgitte for hendes arbejde som institutleder. Han fortalte, at han glædede sig til arbejdet og er spændt på, hvilket svar han vil give, når han om et år bliver spurgt af sine børns skolekammerater om, hvorvidt det er let at være institutleder.

Christian Nielsen holder tale
Christian holder tale.

Receptionen blev rundet af med afskedstaler til Birgitte af hhv. prodekanen for forskning ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Søren Kristiansen, Bengt-Åke Lundvall og Olav Jull Sørensen. Prodekanen fremhævede bl.a. Birgittes grundliggende indstilling om, at mennesket kommer før systemet.

Prodekan Søren Kristiansen holder tale
Prodekan Søren Kristiansen holder tale.

More news

See the list