Studiestartscamp for nye HA-studerende

Studiestartscamp for nye HA-studerende

4. og 5. september deltog de nye studerende på Erhvervsøkonomi (HA) i en studiestartscamp på Knivholt i Frederikshavn. Formålet var at lære hinanden at kende ved at løse faglige opgaver sammen.

Idéudvikling for en konkret virksomhed

På campen skulle de studerende arbejde med idéudvikling for virksomheden Better World Fashion ved hjælp af metoderne fra Den Kreative Platform. De studerende blev inddelt i grupper, og gennem det næste halvandet døgn skulle de løse en række opgaver. Camplederne Søren Hansen og Jonna Langeland Christensen fra Forskningsgruppen for Uhæmmet Vidensanvendelse på instituttet samt studieleder Henrik Find Fladkjær bestemte, hvilke opgaver der skulle løses hvornår, og hvem der skulle arbejde sammen. På den måde var det let for alle studerende at deltage i fællesskabet.


Positivt modtaget af de studerende

De studerende tog godt imod campen og var aktive og engagerede. Den øgede aktivitet og engagementet tog de med tilbage til forelæsningerne på AAU. Arbejdet gav samtidig grupperne erfaring med samarbejdsmetoder, som de kan anvende fremover i projektarbejdet. Kurset på 1. semester i gruppe- og arbejdsproceskompetencer vil efterfølgende følge op på disse metoder.


Ny start for erhvervsøkonomistuderende

Studiestartscampen markerer et skifte, idet nye studerende på Erhvervsøkonomi hidtil er startet på Det Samfundsvidenskabelige Fællessemester sammen med studerende fra Økonomi, Politik & Administration og Samfundsfag. Fællessemesteret blev nedlagt i efteråret 2016. 

Gruppearbejde på studiestartscampen
Gruppearbejde på studiestartscampen.

More news

See the list