Metode

Nordjysk Konjunkturbarometer blev etableret i 1998 af Arbejdsmarkedsrådet Nordjylland, Nordjyllands Udviklingsfond og Spar Nord - i samarbejde med Aalborg Universitet. Konjunkturbarometret havde til formål at give et hurtigt og helt aktuelt billede af konjunkturen for erhvervslivet i det daværende Nordjyllands Amt. Data omfattede alle væsentlige brancher og baserede sig på et fast udsnit af nordjyske virksomheder, der kvalitativt vurderede både de faktiske forhold og forventningerne til den nærmeste fremtid.

Barometret var metodisk en regional udgave af de konjunkturbarometre for industri, service og bygge- og anlægsvirksomhed, som udarbejdes af Danmarks Statistik, men gav et mere omfattende billede af erhvervsudviklingen.

Barometret har de fleste år været offentliggjort hvert kvartal, men var i nogle år op til 2010 et årligt barometer. Ligeledes var barometeret indtil starten af 2011 metodisk baseret på telefoninterviews, men derefter ved hjælp af internetbaseret dataindsamling. Det offentliggjorte materiale blev udarbejdet af en analysegruppe på Institut for Økonomi & Ledelse, Aalborg Universitet.

Typer af spørgsmål

Det er karakteristisk for den anvendte metode, at ledelsen i de deltagende virksomheder formodes at være i stand til at svare på de stillede spørgsmål uden dyberegående analyse. Nogle spørgsmål er formuleret således, at der alene ønskes en vurdering af, hvorvidt den pågældende økonomiske størrelse, f. eks. produktionen, har været større, omtrent uændret eller mindre i den betragtede periode sammenlignet med en tidligere periode. Spørgsmålene vedrører både det faktiske forløb i den nærmeste fortid (forrige kvartal) og forventningerne til den nærmeste fremtid (indeværende kvartal).

Ved andre spørgsmål bedes virksomhedsledelsen bedømme en økonomisk størrelse, f. eks. resultatet, ved udgangen af en periode (kvartal) i forhold til den normale situation.

En gang om året spørges der desuden til virksomhedens innovationsaktivitet.

Sæson

Virksomhedslederne anmodes om ved vurderingerne at se bort fra normale sæsonbestemte ændringer. For en række virksomheder er det ikke muligt eller forbundet med store vanskeligheder at skelne mellem sæson- og konjunkturbestemte ændringer (f.eks. julehandelen), hvorfor de offentliggjorte resultater i nogen grad kan indeholde en sæsonkomponent. 

Resultater

De sammenvejede tal fra virksomhederne offentliggøres i form af relative tal, f.eks. 35 pct. større, 50 pct. uændret og 15 pct. mindre for produktionen i det netop afsluttede kvartal sammenlignet med forrige kvartal. Ved fortolkningen skal det huskes, at de i eksemplet 35 pct. af virksomhederne, der melder om større produktion, kan have stor eller lille produktionsfremgang, målt i absoluttestørrelser.

Nettotal

Forskellen mellem procenttallet for større og for mindre benævnes nettotal. Det kan således beregnes uvejet eller vejet for antal beskæftigede. Til brug for konjunkturbedømmelsen er det vejede nettotal mest relevant.

 

Kontakt

For yderligere information om Nordjysk Konjunkturbarometer kontakt:

Lektor Jesper Lindgaard Christensen

Tlf.: 9940 8261
E-mail: jlc@business.aau.dk